Ringsted Bibliotek
www.ringstedbib.dk
Tværalle 1-3, 4100 Ringsted
Lørdag den 19. oktober fra 11 - 14
Brug en dag i efterårsferien på at lære 3 spil, Go, Shogi og Othello, som er meget populære i Japan, men som ikke mange kender i Danmark.
Du skal blot møde op, så stiller vi med spil og instruktører, der kan lære dig at spille spillene.
Alle spillene er karakteriseret ved at reglerne er så nemme at lære, at de kan spilles af børn fra 3-4 års alderen. Samtidig byder de på så mange strategiske og taktiske muligheder, at de også spilles på professionelt niveau.
Go og Shogi var vigtige fag på skoleskemaet, når de gamle samuraier skulle trænes i strategisk tænkning. Spillene er den dag i dag på skoleskemaet i mange skoler i Østasien og der er store TV-transmitterede turneringer med massevis af professionelle spillere som deltagere.
I de seneste år er også Othello blevet meget populært blandt børn og unge i en række asiatiske lande. Vinderen af VM 2018, japaneren Keisuke Fukuchi, er kun 11 år gammel, hvilket må være verdensrekord for alle former for konkurrencesport- og spil. Japan kan også prale af at have verdens ældste Othello-spiller: Kane Tanaka, en kvinde, som sidste år fyldte 116 år.
Hvis du ikke kan deltage i Arrangementet har du også en chance for at lære spillene at kende den 12. oktober på Ubby Bibliotek.
Næremere oplysninger kommer senere
Go er formentlig verdens ældste brætspil, hvor reglerne ikke har forandret sig gennem 2000 år. Det spilles ganske vist efter lidt forskellige regler i Japan og Kina, men forskellen har ikke den store praktiske betydning. Begyndere spiller ofte på et bræt med 9x9 skæringspunkter i stedet for det officielle med 19x19.
Den største turnering inden for Go afholdes på Kejserpaladset i Japan, og har været afholdt der hvert år siden år 800.
Man spiller 2 spillere mod hinanden, og skiftes til at lægge henholdsvis sorte og hvide sten på et bræt. Det gælder om at forsøge at omringe hinandens sten. Har man fået lagt sine sten på en måde, så stenene ikke kan omringes, har man lavet et territorium. Det gælder så om at få lavet det største territorium uden at få omringet sine sten.
Til trods for at spillet er forholdsvis ukendt i Danmark, regnes go for at være det brætspil i verden, som flest mennesker spiller. Man regner med at op imod 10 mio. spiller i klub på verdensplan, og dertil kommer de der kun spiller med venner og bekendte.
Hvor man længe har haft computere, der kan slå verdensmesteren i Skak, lykkedes det først i 2016 og 2017 for Googles superstærke program AlphaGo at slå verdens to stærkeste Go-spillere.
I Danmark har spillet siden 1972 været spillet i klubber, som er samlet under Dansk Go Forbund.
Shogi er det japanske ord for Skak. Skakspillet kom til Japan for over 1000 år siden, men var meget forskelligt fra nutidens Skak og Shogi. Den nuværende form for Shogi stammer fra 1500-tallet.
Shogi spilles med 2x20 brikker på et bræt med 9x9 felter. I modsætning til brikkerne i Skak har de femkantede brikker alle samme farve og er forsynet med skrifttegn. Hvis man slår en af modstanderens brikker, kan man senere i spillet sætte den ind på brættet igen som en af sine egne brikker. Man behøver ikke at spille mange træk, før man kan sætte erobrede brikker ind på brættet som en slags faldskærmstropper.
Denne regel giver spillet mange flere trækmuligheder end andre populære varianter af Skak. Derfor er det også først for et par år siden at de stærkeste computerprogrammer er blevet stærkere end de dygtigste menneskelige mesterspillere.
I Danmark har man spillet Shogi siden 2013, og det første Danmarksmesterskab blev afholdt i 2017.
Se mere på www.shogi.dk
For få år tilbage opfandt to kvindelige professionelle shogi-spillere, Madoka Kitao og Maiko Fujita, en forenklet miniudgave med dyremotiver på brikkerne, der på dansk hedder ”Fang Løven!”. Man kan nu også købe lidt større varianter af spillet med dyrebilleder.
Othello blev opfundet af japaneren Goro Hasegawa i 1971 som en variant af det engelske spil Reversi fra 1882. Det engelske spil kom til Japan i 1888 og til Danmark året efter, men det var først som Othello at spillet for alvor blev populært i Japan og siden også i resten af verden.
På et bræt med 8x8 felter skiftes de to spillere til at lægge og vende 64 tofarvede brikker, idet de hver gang lægger en brik, så en eller flere af modpartens tilstødende brikker bliver klemt imellem den nye brik og en af de brikker, spilleren har på brættet i forvejen. Dermed bliver brikken/brikkerne vendt om og skifter farve. Når brættet er fyldt ud, vinder den spiller, som har flest brikker i sin farve.
Reglen om at en eller flere brikker vendes og skifter farve i hvert træk, gør Othello til et meget dramatisk spil, hvor det er en stor udfordring for selv de bedste spillere at tænke bare nogle få træk frem.
Det første verdensmesterskab i Othello blev afholdt i 1977, og det har været afholdt hvert år siden. Det menes også at være det 7. mest solgte brætspil på verdensplan i dag.
Der har været spillet Danmarksmesterskab i Othello siden 1982.
I Danmark spilles Othello blandt andet i klubber under Dansk Othelloforbund.
Man kan læse mere om spillet og klubber på forbundets hjemmeside: www.othello.dk.
Et samarbejde mellem:
Ringsted Go Klub
www.ringsted-go-klub.dk
Dansk Shogi Forbund
www.shogi.dk
Dansk Othello Forbund
www.othello.dk
Ringsted Bibliotek
www.ringstedbib.dk
Foto:
Peter Michealsen
Illustrationer:
Nicolai Ryge, instagram @Nicolai_ryge_art
Last modified: